I 1964 kom jeg til Halleby Ore, denne lille landsby, godt gemt imellem skove.

Her levede man som der nu blev levet i 60'erne på landet, bønderne kørte med traktor eller hest og vogn til møllen (Strids Mølle) med deres korn, her tog mølleren så imod, han havde kun en hånd den anden var en klo, til at begynde med blev man jo lidt bange for ham, men han var en sød og kærlig mand, der boede med sin kone i Møllerens Hus, husker at de ikke havde køleskab, maden blev som så mange andre steder opbevaret i flueskab, og mælken havde de i åen i baghaven. På Strids Mølle havde Johansen også sin brødfabrik, lige ved siden af lå savværket, og i mølle­søen lå svaneparret, om vinteren kom de ind i stalden på Strids Mølle, gasen var en arrig en, den nappede i samtlige bildæk der kom forbi. Rigtig Morten Kock.

Dengang kørte der ingen rutebusser, og der var ikke mange der havde bil, men her kørte slagter, fiskemand, gasmand, mælkemand endda 2 af dem, ugebladspige/-dreng, avisbude, og brødmand han kom hver onsdag og lørdag (Spis sundt året rundt - spis brød fra StridsMølle brødfabrik). Vaskemaskine lejede man hos købmanden, det var heller ikke alle mands eje, man havde gruekedel, og resten blev så handlet hos købmanden, enkelte handlede selvfølgelig også hos købmanden på Langemark eller i brugsforeningen i Buerup, men langt de fleste handlede lokalt.

Hos købmanden havde man næsten alt, der var isenkram, brændsel, foderstoffer, tøj, legetøj, gaveartikler og meget mere, handlen forgik mest på kontobog, den røde til kolonial og den grønne til foderstoffer. De beboere der havde høns, fik indsamlet deres æg af bybuddet, hver i sær havde deres kasse med navn, og så kom de fra ægcentralen og hentede dem hos købmanden.

I forsamlingshuset blev der ud over de gængse forårs- og høstfester også slået katten af tønden for os børn og juletræsfest blev der også holdt, dette var dog kun ganske få gange, da idemanden (købmand og mælkemand Tage Verner Christiansen) flyttede, måtte vi den lange vej til Buerup, men huset i Halleby Ore blev styret godt og trygt gennem årene af Elly Jacobsen og Helga Andersen, de 2 damer styrede slagets gang hver gang der var fest i huset, vandet blev leveret. af Henning Bruun, det blev hældt i gruekedlen og opvarmet til opvasken, og den store kaffekande kom på gaskomfuret.

I 1973 skulle der holdes stor fest, huset blev 80 år, maden kom udefra og der blev rigtigt hygget.

Kort tid derefter skulle der så holdes fest for os unge, som vi jo efterhånden var blevet, den levende musik blev leveret af Mosqitos, som egentligt udsprang fra lærer Vinters Big Band på Buerup skole, det bestod af 3 ungersvende "smukke" Søren Christiansen fra Løgtved, Michael Sørensen, også fra Løgtved (kørelærer Harry Sørensens søn), og Steen, skytte Andreasens nevø, disse 3 lagde bogstaveligt talt huset ned, vi syntes det var kanon og skrålede med på Ding, Dong var stodder på vejen, mens samtlige voksne fortrak ind i den lille stue, med lukket dør, decibellene var vist for høje.

Der kom i slutningen af 60'erne automater op hos købmanden først 2 til slik, en til l kr. og en til 2x l kr., lidt senere også en til cigaretter, den kunne tage en 5 kr. og så sad vekslepengene i cigaretpakken, dengang kostede 10 prince kr. 3,10.

Til påske, pinse og jul måtte der unge piger til at fylde op, det var primært Kirsten Nielsen og Inge-Lise Bagge Rasmussen, så meget blev der solgt, sjovt at tænke på.

Omkring samme tid kom der også et ishus til byen, der havde godt nok været et tilbage i 64/65 ved Askvad skole, men nu fik købmand Inge altså denne ide. Først Slots Is, det senere eventyr is, og mange husker i alt fald både prinsessevaffel og topper is, senere blev det så premiere is. Det blev samlings stedet og jeg fik selv æren af at passe det,  fik 10% af omsætningen dog minus cigaretter, det kunne ellers blive til noget efter en nat med torden. Mindes det som en sjov tid, altid med børn og unge der.

Vi syntes selvfølgelig, da vi var 8 - 10 år, at de store primært drenge var død dumme, og det samme har jo helt sikkert gentaget sig, men et var vi igennem mange år sammen om, nemlig når blommerne blev modne, så skulle vi på rov, det var egentligt ikke rov, for vi havde fået lov.

Lige ved siden af forsamlingshuset, var der en have men en masse af blommetræer, der sad vi så, alle os som ikke var kørselsberettiget til skole, når vi var på vej hjem , en del af dem fra mosen kørte også med dertil, og så åd vi os en mavepine til.

Egentligt var vi altid sammen, legede i skoven, eller dåseskjul, drejede flasker, eller fræsede rundt i høet hos Bruuns, der var altid gang i et eller andet, om vinteren løb vi på skøjter, mange gange på isen der var på markerne (de var ikke drænede dengang) men Kanon Erik ødelagde altid isen (Hugos bror).

Vi sad og spillede grammofon plader på rejsegramofonen, helst den sidste nye med Gasolin eller Roling Stones, og om vinteren samledes vi på værelserne, og mit var godt besøgt, dels fordi jeg havde mit eget, hvilket ikke var alle forundt, og dels eller nok især fordi at jeg havde en kakkelovn, jeg måtte tage al den brænde jeg ville men kun 4 briketter, om dagen, det var de gamle sorte, nå ja man kan jo tælle forkert.

Jeg vil jo kunne blive ved med alle disse gamle minder og små historier, hvad med Erling Andersens gin flaske, som ingen måtte se at han havde købt hos købmand, han sætter den i sin bukselinning, og så rutsjer den stille og roligt ud af hans bukseben og smadre på trappestenen. Eller den ægte gran guirlande hos købmanden julen 64, som dryssede helt vildt inden nytår osv. osv. mange minder er forbundet med byen her, en sorgløs tid for mange af os.

I disse moderne IT tider, har mange af os fundet hinanden igen på facebook, og her kører minderne da også ind imellem. Når jeg en sjælden gang kører igennem HallebyOre oplever jeg aldrig at der er et barn ude, måske bor der ingen, savværket, brødfabrikken, købmanden er væk, det er trist, men vi lever jo i en anden tid.

Men hvor herligt at det gamle forsamlingshus stadig består.

Hilsen Susanne W. Jørgensen

Del siden